Barndommens Gade
Dorrit Haaber, Vindeby • Om 50’erne i Faaborg
Dorrit, mor Inge, Jette og Jørgen
»Jeg blev så glad, at jeg smed mig ned på gaden og græd af glæde«
Jeg er født 2.maj 1949 i Vestergade i Faaborg, hvor mine forældre havde en købmandsforretning.
Min 3 år ældre storebror Jørgen er også født der. Jeg husker intet fra den tid, hvor vi boede der. Min morfar købte forretningen til dem i 1945, og mine forældre solgte den i 1951.
Jeg var 2 år, da vi flyttede til Grønnegade 34 i en lejlighed på 2.sal. Min onkel Herløv boede nedenunder med sin familie, tante Rose, kusine Ellen og fætter Jesper. Mor og onkel Herløv havde arvet ejendommen, da min morfar døde i 1949
Da jeg var 3 år, kom jeg i børnehave, fordi mine forældre begge havde fået arbejde. Min far havde søgt ind til politiet, men da papirerne var blevet væk under krigen, måtte han finde på noget andet. Han ville søge på seminariet for at blive lærer, og det ville han have været rigtig god til.
Min mor foreslog at tage arbejde, så far kunne få råd til at læse, men da min mor blev gravid med Jette, var der ikke råd til, at far kunne læse. Han fik stilling som sygehusportør på Faaborg Sygehus og var der, til han gik på efterløn med en dårlig ryg.
Jeg husker min børnehavetid meget tydeligt. Det var bestemt ikke almindeligt, at børn dengang gik i børnehave, for moderen var i hjemmet og passede børnene og husholdningen. Børnehaven lå i gåafstand fra vores hjem, og da der ikke var mange biler/trafik dengang, så gik jeg alene til og fra børnehave i en alder af 3 år.
Jeg var rigtig glad for at gå der og nød at sidde og lave mønstre med strimler af papir eller male og tegne. jeg var et meget roligt barn og gjorde bestemt, hvad der blev sagt. En episode, som jeg husker så tydeligt, er den dag, hvor jeg på vej hjem fra børnehave op ad Klostergade får øje på min mor, som står i det åbne vindue med min nyfødte lillesøster Jette på armen: Mor var altså kommet hjem Jeg blev så glad, at jeg smed mig ned midt på gaden og græd af glæde.
Der var børn i alle aldre. Vi boede i lejligheder, der vendte ud mod
gården. Når der skulle spises, åbnede mødrene vinduet og råbte.
Jeg husker også, når vi gik til rutebilen og hentede min farfar og farmor, som kom besøg fra Odense. Så var der glæde, for farfar havde altid en pose bolcher med, og det var altid Kongen af Danmark. Jeg legede nede i gården med en pige, der hedder Kirsten Østergård. Vi var alene dernede, men min mor kunne holde øje med os oppe fra køkkenvinduet.
Da jeg var ca 5 år flyttede vi tilbage til Vestergade denne gang i nr 29 og lige over for købmandsforretningen. Ejendommen hed Smidts gård og var ejet af min morfars bror Herløv. Mine forældre kunne bo billigt i en af lejlighederne, fordi min far skulle være vicevært. Han opkrævede husleje og leje for garagerne nede bagved.
Her var der virkelig en VOKSENFRI børneverden. Ikke som i dag, hvor børn bliver overvåget døgnet rundt, af mange forskellige grunde og ofte med rette. Der var børn i alle aldre, og vi boede alle i lejligheder, der vendte ud mod gården; mødrene kunne, når der skulle spises, bare åbne vinduet og råbe.
Vi legede: kluddermor, svingfigur, dåsegemme (spark til dåsen), land (melde krig), boldlege. Pigerne byttede glansbilleder, som var gemt i brugte kladdehæfter, hvor siderne var foldede ind til midten. Vi spillede hønseringe op ad muren. Vi hønsede, som det hed. Hønseringe var små plasticringe eller plasticbogstaver, som sad på en plade, hvorfra man brækkede dem af.
Man skulle kaste dem mod en mur, og den, der kom tættest på muren, fik alle de ringe, der var kastet. Vi spillede også med farvede lerkugler. Vi gravede et hul i gruset, og så gjaldt det om på skift at trille sine kugler i hullet, Den der først fik alle sine i, vandt alle kuglerne. Vi spillede også terre med 5 marmorterninger. Vi legede somme tider nede bagved gården igennem porten, hvor Tage boede, han havde sukkersyge.
Nede på gaden gik Anton, som var handicappet med et kæmpe hoved. Vi måtte ikke sige noget til ham for vores forældre, for han kunne være farlig, men netop derfor råbte vi – især drengene efter ham, så vi kunne få ham til at løbe efter os. Vi hvinede og skreg, det var virkelig farligt. Dernede bagved var der et par garager og et kæmpe plankeværk med små kikhuller i, som vi råbte grimme ord igennem til fjenden på den anden side. Det var meget farligt, syntes vi. Somme tider løb vi ud på gaden og om til “fjenden”: Hvad glor du på har du fået glosuppe med kikboller i?” og så spænede vi hjem til gården igen.
Der var et godt sammenhold i vores gård. Alle kendte hinanden, tog sig af hinanden og passede hinandens børn. Vi store søskende passede også de små. Jeg havde tit min lillesøster på slæb, når vi f.eks ville ud at bade på Klinten. Det måtte vi gerne – uden opsyn !!!!! Jeg har vel været 7-8 år og Jette 3 år yngre. Så vi var en flok unger. der gik af sted med badetøj, saftevand og Mariekiks over gade og veje, ud ad Langelinje til Klinten. Ja, vi overlevede jo.
De voksne anede aldrig, hvad vi lavede og havde gang i. Vi legede uden voksensyn, og brugte kun de voksne, når vi var faldet og skulle have hjælp, eller ville sladre om et eller andet eller skulle spise. Maden var altid noget med skemad, og det var jeg ikke vild med. Det kunne være øllebrød, byggrød med æbler (ok), eller min hade-ret sagosuppe, hvor de små gryn kikkede på en fra bunden af tallerkenen som onde øjne.
Kærnemælksuppe lavet som en opbagt sovs, føj for den. Skidne æg i sennepssovs var en anden alm. ret. Min mor lavede ofte en ret, som hun kaldte Skræddersovs. det kunne vi børn godt lide. Det var en opbagt hvid sovs med flæsketerninger og løg, dertil kartofler.
Til min fødselsdag måtte jeg bestemme, hvad vi skulle have, og det var altid Brændende kærlighed. Om søndagen fik vi grydestegt kyllingesteg med agurkesalat, brun sovs og kartofler og i sæsonen måske til dessert rødgrød eller stikkelsbærgrød. Mens vi spiste denne herlige ret, præcis kl 12, hørte vi altid Giro 413 med musik af Svend Nicolaisens orkester.
Grønnegade
Grønnegade
Bjernevej
Der lugtede så frygteligt i deres lejlighed fordi de havde
døde rotter under gulvbrædderne!
Mine forældre elskede musik og det kunne hænde, at de pludselig sad og sang med på f.eks. Rachel Rastennis schlagere. Det var kun om søndagen, at man fik dessert. Det hændte også om søndagen, at jeg blev sendt til bager Brun efter pisket flødeskum. Her stod flødeskummet på disken og man købte det i gram og bar det hjem i det medbragte bæger. Mor havde nemlig flottet sig og bagt kræmmerhuse, som vi skulle have til dessert med en klat ribsgele på toppen. Man hentede iøvrigt også sennep i “løs vægt” hos købmanden. Vin og sodavand fik man kun til konfirmationer eller bryllupper, hvor der altid blev serveret suppe, steg og is. Det var så nemt og enkelt dengang for alle jeg kendte, spiste det samme, meget lidt kød og ofte grød. Vi begyndte først at få kød lidt oftere, da mor fik arbejde hos en slagter. Hun er uddannet i en slagterforretning i Odense.
Med jævne mellemrum kom der gademusikanter i gården, og så gjaldt det om at få en 5-øre, som man kunne pakke ind i avispapir og smide ned til dem. Så kikkede musikanten op og tog hatten og sagde: “Tak kære frue.” Vi løb ned i gården og fulgte vi dem fra gård til gård, og hjalp dem med at samle mønter op, som folk havde smidt ned. Jeg husker det som noget rigtigt sjovt. Jeg fulgtes bl.a. med Anette “Havnefoged”, som boede i æggepakkeriets gård ved siden af. Jeg ved ikke af, at jeg havde et øgenavn, med de fleste hed noget med deres fars arbejde: Mette Barber, Lisbeth Brugs……Tage Hyttefad (hans far var fisker).
Legetøj havde vi ikke ret meget af. Jeg havde en dukke Grethe med hoved af porcelæn. Min storebror Jørgen elskede at drille mig, og somme tider, satte han sig med vilje på min dukke, som lå i sofaen. Grethe måtte igen igen til dukkedoktoren. Min bedste fødselsdagsgave var en dukkevogn=barnevogn. Jeg promenerede med Grethe ned ad Vestergade, Havnegade op ad Nørregade og hjem til Smits gård. Jeg kan endnu mærke og genkende duften af hækken, som jeg gik forbi, lige over for Lillestrand.
Det næstbedste legetøj jeg havde var min syæske, som kunne foldes ud. (Jeg har den endnu) Jeg fik den i julegave et år, hvor min mor arbejde i legetøjsforretningen: “Onkel Kaj” i Østergade. Det gjorde hun ofte op til højtider, bl.a. til jul. Hun har nok fået et godt tilbud, for der var ikke så mange penge til gaver dengang.
Julen var helt speciel for os børn. Alle butikker havde deres egen julekalender som reklame, og vi børn gik fra butik til butik og tiggede en kalender, som vi klistrede op på væggen ved siden af køjesengen. Vores lejlighed i Smits gård lå på 1.sal. Nedenunder boede fisker Vie. Hans piger legede jeg meget med. De hed Nancy, Hanne og Stina.
Der lugtede frygteligt dernede i deres lejlighed. De havde nemlig døde rotter under gulvbrædderne. Så de var nødt til at få brækket deres gulv op, og imens boede de oppe hos os. For at komme op i vores lejlighed, skulle vi op ad en lang mørk trappe, og på repos’et løb der altid mus. Vi kom direkte ind i et kæmpe køkken, hvor der i midten stod et stort bord. Ved siden af køkkenet en gang, der førte ind til stuen med en kakkelovn, hvor der altid stod en kedel med vand, så der var varmt vand til etagevask. Man havde ikke badeværelse dengang, og toilettet delte vi med naboen. Vi skulle op ad en trappe og ud på gangen.
Dorrit Haaber i dag
En uhyggelig episode var den nat, politiet bankede på døren.
Vores elskede moster blev dræbt på sin cykel
Da jeg kom i skole, fik vi bad en gang om ugen. Klasserne gik i samlet flok hen til badeanstalten og blev badet. En lille trappe fra stuen førte op til soveværelset, hvor vi alle 5 sov. Jette i en lille tremmeseng inden for døren til venstre og Jørgen og jeg i køjesenge til højre. Min forældre midt i værelset. I julemåneden satte vi hver en sko hen i vindueskarmen bag rullegardinet, og næste morgen lå der til alles overraskelse et par ører deri. Så kunne vi måske købe en julegave. Aftenen før jul hængte vi en strømpe på sengestolpen, og hvis vi var heldige lå der måske en appelsin deri.
Juleaftensdag var og er stadig rigtig lang for os børn. Mor sendte os ind til byen, så kunne vi gå rundt derinde og se på juleudstilling. Mange forretninger gjorde meget ud af at pynte vinduerne. Slagterforretningen i Østergade havde lavet julegris og andre ting af fedt. Onkel Kaj havde noget mekanisk kørende med nisser og tog, og det var noget vi børn kunne stå længe og se på.
En uhyggelig episode fra min barndom i lejligheden i Smits gård er en nat, hvor politiet banker på vores dør. Vi vågner alle sammen, og så hører vi min mor skrige, græde og bryde helt sammen. Det er vores elskede moster Bodil, som er død i en færdselsulykke. Hun blev kørt ned på cykel på Jagtvej i Kbh, da hun var på vej på arbejde som barneplejerske. Det var slemt at være vidne til for os børn. Min far kørte min mor til toget til Nyborg, men først måtte han banke en købmand op, for min mor skulle have en pakke cigaretter. Hun var ellers holdt op med at ryge.
Jeg begyndte i skole 1.april 1956 på Grundskolen i Faaborg. Inden da havde min far lært mig klokken. Den skulle man kunne, når man gik i skole. Det foregik på den måde, at når vi havde spist, så skulle far med mig på skødet læse Ferdinand fra bagsiden af avisen, og far kunne grine. så han næsten ikke kunne fortælle historien. Bagefter hentede han et vækkeur, og så gik “timen” i gang, så klokken kunne læres. Man mødte i skolen præcis, og kl.8, når klokken ringede ind, skulle vi alle stå stille i skolegården. Dem der var urolige blev bedt om at stille sig op mod væggen i skolegården, og de rigtig frække fik en lussing. Sådan kunne skoledagen starte for nogen.
Næste gang vi skulle stå på række, var foran klasseværelset. man måtte ikke gå ind før læreren, var kommet. Når man blev hørt i lektien, eller der kom en lærer ind i klassen, rejste man sig op. Man var også på efternavn og De’s med læreren. Jeg var altid meget glad for at gå i skole. Jeg holdt af alle fagene på nær håndarbejde. Læreren hed fru Stærke og hun var ondskabsfuld.
Jeg var ikke så god til at hækle, og den grydelap, som jeg hæklede på blev større og større, og jeg turde ikke spørge om hjælp. Hun havde set min kæmpe grydelap og kaldte mig op til katederet og bad mig holde den op, så alle kunne se den og grine af mig. Jeg fik tg- i karakterbogen, og jeg var grædefærdig, men blev trøstet af mor. I dag kalder man den slags for mobning, og det foregik også i skolegården.
Jeg havde fået foræret et par sorte snøresko af en logerende, og det er jo kærkomment, når man altid skulle se pæn ud og ikke gå i for slidt. Men disse sko blev jeg i den grad drillet med: “Ha, ha, se Dorrit går i drengesko.” Så dannede de en kreds om mig og sang: “Se Dorrit hun må ride på livets glade vej, med Uffe ved sin side, for han elsker dig.” Uffe var klassens nørd og ikke så pæn, men skide klog. Han blev forøvrigt siden professor i matematik. Jeg fik lov til ikke at gå med de sorte sko.
Jeg var så vild med at gå i skole, at jeg meldte mig til at få undervisning i esperanto efter skoletid. Jeg har altid været vild med sprog. Vi havde skolebespisning dengang. Førhen var skolemaden kun gratis for de børn, der var henvist af skolelægen. Men i 1950’erne blev det et tilbud til alle at deltage i skolebespisning. Det var et mareridt for mig. Det foregik i kælderen på den store Byskole, og vi skulle gå 2 og 2 derhen og på vej derhen kunne vi lugte, hvad vi skulle have at spise. det var varmt mad, og vores forældre var så glade for, at vi da havde fået et varmt måltid.
Jeg var ved at kaste op ved lugten, især når vi skulle have kærnemælksuppe. Hvad værre var, så skulle vi stå i skolegården og vente på at der blev plads nede ved de lange borde, og denne ventetid var en pinsel, for mine klassekammerater benyttede sig at tiden til at mobbe mig med mine stempler, som jeg havde fået i mit kladdehæfte af min dansklærer frøken Jensen. Det kunne være en giraf, kamel eller andet dyr, som man fik fordi man havde skrevet pænt. Jeg skrev altid pænt, indtil drilleriet begyndte.
Mine forældre kunne så ikke forstå, hvorfor jeg pludselig ikke mere fik de anerkendende stempler, men det var jo fordi, at jeg begyndte at skrive grimt for ikke at blive drillet. Min bror Jørgen og jeg kunne finde på at gå til Frelsens Hærs møder, for der fik man appelsiner eller andet godt. det opdagede far og mor, og så var det slut.
Så gik vi i stedet for i søndagsskole, for der fik man et glansbillede, hver gang man mødte op. Det tillod vores forældre. Vi fik jo ikke lommepenge, så Jørgen og jeg tog en avisrute hver søndag morgen. Vi hentede aviserne i Walthers kiosk i Mellemgade. Sådan en formiddag kunne godt give 2 kr ialt. Dem kunne man bl.a. bruge til at købe daggammelt wienerbrød for. Vi elskede at sidde og smovse i det.
Jeg købte også bobletyggegummi med overførselsbilleder indeni. det kunne være af Nina & Frederik, en fodboldspiller, Vivi Bak eller en anden kendt person. Jeg købte også salmiakpastiller, der blev lagt i et geometrisk mønster oven på hånden, som jeg så gik og slikkede på.
Vi kom ikke på ferie, som man gør i dag. Men man kunne søge om en skolebillet, så man kunne komme gratis med tog eller bus til et sted i Danmark. Jørgen og jeg fik hvert år en skolebillet til Høng nær Næstved på Sydsjælland. der kom vi på ferie på en stor gård Østrupgård, hvor mine forældres gode venner Ellen og Knud arbejdede. Knud var forvalter, og Ellen sørgede for al det huslige, som jeg hjalp med. Den friskmalkede mælk blev hældt i dybe tallerkener og sat i vindueskarmen. På den måde fik man tykmælk. Det kunne vi godt lide. Jeg hjalp med at stryge Knuds skjorter. Vi var med i marken, når der skulle høstes. Det var sjovt at sidde oppe på hølæsset.
Noget jeg husker tydeligt fra et af opholdene, var, at vi havde fået lov til at gå i biografen, hvilket var meget sjældent. Vi skød genvej over kornmarken, hvilket vi ikke måtte og ikke skulle have gjort. For vi blev afsløret, da jeg tabte mine briller i kornmarken, og jeg kunne ikke finde dem. Det var jo ikke smart, for godt nok manglede vi ikke penge, men det var småt med dem.
Jeg tilbragte også flere ferier hos farfar på Thordals Alle’ i Odense. Han var gammel og nød, at jeg kom nogle dage, hvor jeg kunne hjælpe ham med indkøb og lettere madlavning. Han havde ikke wc, men et das i gården. Et das var en spand med låg i en trækasse. Man brugte avispapir til at tørre sig med.
Vi tegnede et kongeslot i gruset, hvor
de andre knapper flyttede ind
Selv om pengene var små, fik mine forældre råd til at købe en bil. Det var en bordeaurød Chevrolet, som havde et meget specielt dythorn, der skrattede. Der var ikke automatisk blinklys, men en håndbetjent vejviser, hvor jeg skulle passe den i højre side.
Vi børn var vilde med at sidde i vejsiden og skrive bilnumre i et kladdehæfte. Vi var overbeviste om, at vi så nemt kunne hjælpe politiet med at fange forbrydere. Bilerne dengang, der kom fra Svendborg havde forbogstaverne OH og fra Faaborg OT. Sidst i 50’erne fik vi TV, det var helt unikt. Jeg gad nok vide, hvordan mine forældre fik råd til det. Det var meget få mennesker, der havde tv.
Jørgen og jeg gik til dans på Rasmussens Hotel, det var et led i alm dannelse. Vi skulle danse med hinanden. Det var Jørgen bestemt ikke vild med. Mine forældre var meget dygtige dansere og har vundet mange medaljer. De havde danset hos Ernst og Gerda.
Når Jørgen og jeg gik hjem fra dans, stoppede vi altid foran Radioforhandler Tukjærs vinduer, for der kørte et fjernsyn. Vi stod der længe. Tv-programmerne havde en længde på højst en time. En aften vi kom hjem blev vi noget forbavsede, for far og mor overraskede os med, at de havde købt et fjernsyn uden at fortælle os det.
Da jeg var 9 år flyttede vi i hus med have på Bjernevej 2. Vores forældre havde sparet op til at købe et hus og det var lykken, for så kunne vi få vores egne værelser. Dvs min søster Jette og jeg delte værelse, men fik hver sin sovesofa. Min var grøn og Jettes rød. Jeg fik nye legekammerater, Ragnhild Binggeli, som boede lige over for, Hanne Vallentin, som boede Bjernevej 12 og Putte Granhøj, som boede på Lindevej 9. Vi 4 legede meget sammen, især henne foran Hannes hus, hvor vi legede i gruset med knapper. De store flotte var konger, og vi tegnede et kongeslot i gruset, og de andre knapper flyttede ind.
Igen blev hele vejen min legeplads. Der var ingen fortov kun grus og næsten ingen biler, så vi legede ubekymrede før og efter aftensmaden. Jeg fik min første cykel i fødselsdagsgave, den var rød, og hold da op, hvor var jeg stolt. Min far lærte mig at cykle ved at sætte en stang bagved sadlen og støtte mig med sin store hånd i nakken og på skulderen. Således har han iøvrigt givet mig megen støtte og hjulpet mig fremad i livet.
På Bjernevej fik vi efter nogle år installeret et bad i kælderen. Det var virkelig luksus. Nu skulle vi ikke mere på skift stå i køkkenet og etagevaske os. Min mor gjorde meget ud af, at vi så pæne ud. Alt skulle være rent og nystrøget. Tøjet blev brugt godt, og repareret eller syet om af en syerske fru Pedersen på Assensvej. Ikke noget måtte gå til spilde. Når vi skulle være fine fik vi håret krøllet med et krøllejern holdt ind over gasflammen. Eller vi fik papilotter lavet af stift wc-papir i håret. Om søndagen kridtede mor mine lærredsko med en brugt tandbørste. Med flytning til Bjernevej betød det også skiften skole, da vi var flyttet til Svanninge Kommune og jeg skulle starte på Svanninge Centralskole
