DU SKAL MED HJEM efter skoletid og se noget spændende, sagde Poul med hemmelighedsfuld mine. Vi gik i anden klasse og Poul boede på en af landsbyens største gårde med masser af dyr, mange voksne og børn.
Vi havde oplevet meget på Ansbjergs gård i Horne. Set køer blive bedækket – og kælve. Høre grise blive slagtet og skrige deres død ud i landsbyen mens de hang på stigen og blev stukket.
Vi havde smagt på den friske blodpølse og holdt nyfødte kattekillinger i hånden i høloftets mystiske mørke. Men at vi i eftermiddag skulle se noget helt særligt, var ingen af drengene i klassen i tvivl om. Poul sad uroligt på skolepulten mens timerne sneglede af sted.
Kunne det være noget med Koreakrigen eller Kurt Carlsen og Det skæve Skib? Nede på gården i udkanten af landsbyen havde de så mange spændende, nye ting. Radiogrammofon, der kunne holde en kæmpestak plader i luften, mens de dumpede ned og spillede Gustav Winckler eller Raquel Rastenni.
Måske havde den elektriske maskine, der kunne frembringe de mest vidunderlige rrøræg, fået en afløser? Måske kunne vi prøve at styre gårdens spritnye Ferguson!
VI SKAL OP I STADSSTUEN, hviskede Poul, da vi dirrende af spænding stod under stuehusets svale stråtag, Han lukkede forsigtigt glasdørene op, og en mærkelig, fremmed lugt slog os i møde. Gammel-øl, hø eller liljekonvaler fra haven?
– Se dér, hviskede Poul og pegede på det lange bord, der blev brugt til familiefester og de ugentlige øveaftener i Horne blandede Kor. Det er Bedste. Du må godt prøve at røre ved hende. Hun er helt død!
Det var første gang, jeg mødte døden. I dag er den ofte et tabu. Noget, man overlader til andre; klinisk så omgivelserne går fri for følelser. Livet igennem har jeg, privat og professionelt, mødt døden i mange afskygninger. Brutal. Uretfærdig. Chokerende. Befriende. Torsdag morgen var den der igen!
Når jeg skrev om det følsomme emne, skyldtes det ikke mindst, at min fødeby Svendborg blev »Årets Ældreby«. Et godt sted at leve. Men også et godt sted at dø, når tiden kommer.
Tiden kom hin torsdag morgen kl. 3.20. To døgns dødskamp endte, smukt som det trods alt kan være. Ikke ved landsbyens gadekær i barndommens samfund, hvor snedkeren fabrikerede ligkister på bestilling, hvor præsten eller degnen havde øje for livets gang, og kiggede indenfor til en snak den sidste tid.
Alle i byen vidste, at når Rigmor, der ellers syede og udlejede dåbskjoler, var ude for at tage mål sammen med snedkeren. Ja, så blev der snart én mindre i samfundet omkring gadekæret.
DA SVENDBORG i 2000 blev årets ældreby, skyldtes det ikke mindst et brev fra Inger Aagaard. Den lille, krumbøjede kvinde boede i Hjerteparken. Hun var ikke meget større end sin rollator, og rakte ikke op, når hun en sjælden gang var udenfor hjemmet. Da hun stod på Torvet og modtog borgmester Jørgen Henningsen og socialminister Karen Jespersens hyldest, var ingen i tvivl om Ingers mentale højde.
Inger Aagaard var nabo til min mor, men nåede ikke helt at opleve det, der har været med til at give Svendborg sit ældrevenlige ry: Dagcentrene, ældreboligerne, busudflugterne, døgnplejen og det nye fællesskab, mange finder her i livets aften.
Med Bryghuset-Centret som eksempel kan det konstateres, at en forkætret omstilling fra mindre plejehjem er gennemført. Fagfolk med særdeles synlige, menneskelige kvalifikationer gør, på trods af evige krav om besparelser, livet i det store hjem til et hjemligt liv i det enkelte.
Samspillet med byen udenfor Bryghuset har fundet sin rytme. Selvom man ikke bliver nogen livsglædens apostel ved gang på gang at se flaget gå på halv i bryghusgården mens byens egen bedemand har sin hyppige gang i Bryghusets tre etager, så er der alligevel noget rart, landsbyagtigt over Bryghussamfundet.
Indtrykket forstærkes, når man ser Tommy Strip i landsbylægestil svinge ind på cykel med rygsæk som lægetaske, bramfrit tage plads i lejligheden og sige:
– Nå, Løkke. Du er meget syg og vil ikke mere! Du er livstræt og vil afsted, som du siger. Det må vi ha’ en alvorlig snak om.
Da beslutningen om at dø i hjemmet var truffet, hjalp Nina med at pakke en udflugtskurv med håndmadder og to øl samt en kørestol. Eftermiddagens farveltur gik til de kendte steder. Vestergade. Kirkeby. Ollerup. Hvidkilde. Ballen og Horne.
DE SIDSTE DØGN blev et følelsesbombardement. Men en snes medarbejdere fra Bryghuset gør én stolt af at være svendborgenser. Skæbnen havde maget det sådan, at da en livscirkel blev sluttet på anden sal, var der udsigt fra dødslejet til mors fødehjem i Vestergade 99 og mit på Eggertsvej 7. En smilende kosovoalbansk sygeplejeassistent var blandt en af mange på arbejde dén nat og morgen på Bryghuset.
Miss Zyrafet satte ord på fakta, da solen fortrængte de lyse nætter inde over Svendborg og Bjørn Tidmands »Lille Sommerfugl« flaksede fra Lejlighed 321 mod Himlen.
ÅRET FØR MOR DØDE, havde jeg mødt Bjørn Tidmand på Mallorca. Det var på en af Spies’ Retro-ture til Kærlighedens Ø. Vi mødtes til grisefester som i tresserne. Efter at ha’ lagt dagen og en del af gæsterne i seng, fortrak vi til et lille listigt sted og fik en snak om livet på landeveje og blokvogne.
Bjørn havde set det meste af landet som entertainer og kendte hoteltilværelsens monotome tilværelse. Jeg kendte den som journalist efter seks-syv år i Det berlingske Hus. Da snakken gik om landets 1200 forsamlingshuse, og Bjørn påstod, han kendte dem alle, var det naturligt at nævne Horne Forsamlingshus, hvor mine forældre var storleverandør af opstemte musikere og sangere – efter forudgående bespisning med synge- og synkeøvelser i barndomshjemmet.
Der er stort set ingen af 50’erne og 60’ernes kunstnere, der ikke har været til før- og efterslukning i mit barndomshjem.
– Jamen, nu du siger det, husker jeg da Hr. og Fru Fedthas i kiosken ved gadekæret, sagde Bjørn hin aften på et vikingværtshus. Her fortalte jeg BJørn, at min mor ikke havde lyst til at leve mere, og at vægten nærmede sig 39 kg for nedadgående…
Vi aftalte et interview til Spies Rejser i villahaven i Hvidovre ved hjemkomsten, udvidet med videooptagelser til næste års RetroRejse. Det var midt i interviewet i den hyggelige have under æbletræerne, at Bjørn Tidmand lænede sig frem med ordene:
– Kære Løkke. Jeg hører fra din søn, at du er meget syg. At du elsker min »Lille Sommerfugl«, men nu sidder vi altså her med en kold hvidvin uden guitar, og jeg har aldrig sunget dén sang a capella. Men nu gør jeg det så for dig!
DEN NAT, hvor mor gjorde sig klar til at mødes med Far Fedthas, hviskede hun næpppe hørligt: »Sommerfuglen. Sommerfuglen..!«. Jeg var ikke i tvivl og trak fjernsyn og video ind i soveværelset. Da solen stod op inde over Svendborg, lød Bjørn Tidmands smukke vise om den lille sommerfugl fra et aldeles slidt VHS-bånd, og jeg er sikker på, at mor så den flakse med vingerne udenfor vinduet i den prægtige majmorgen. Det blev en god dag at dø…