Byens Torv eller byens parkeringsplads!
TAK TIL Bo Hansen og I øvrige 14 byrådsmedlemmer fordi I satte punktum for årtiers pistoldiplomati og oratoriske ørkenvandringer. Fortsæt den udvikling, der allerede har ændret Torvets handelsmønster med en ny type virksomheder – Caféen i den gamle brandstation og Sushibaren i det tidligere apotek – og dermed parkeringsbehovet. Genopfør Havfruespringvandet og lad borgerne komme med forslag til et aktivt og levende torv med springvandet som centrum.
Argumentet med den nye placering er en rigtig Århus-historie. At det er en arkitekt, der har udformet placeringen.
Han har tydeligvis ikke respekt for middelalderbyen Svendborgs sjæl og kvaliteter.
Facebookgruppen SvendborgHistorier forbereder et tilbud til Svendborg Kommune:
Giv tilladelse til en genrejsning af Havfruespringvandet og SvendborgHistorier skaffer pengene.
Handlekraft og politisk mod er tilbage på rådhuset.
Byens smukke midtpunkt skal ikke mere være en omstridt parkeringsplads og guldgrube for parkeringsvagter. Købstadens torv tilbageføres til sit oprindelige formål med handel og hygge.
Svendborg Amtstidende skrev om indvielsen:
»Den afdøde Generalkonsul Peter Mathias Wessel, som ved sine tvende Gaver til sin Fødeby så smukt har mindedes denne og bidraget til dens Forskønnelse, dels ved Trappen fra Torvet til Vor Frue Kirke, dels ved Brønden paa Torvet, der afsløres i Dag, kendes vist kun af faa nulevende Svendborgensere. Han fødtes den 27. september 1851 her i Byen som Søn af Toldassistent Wessel…«
»Man destruerer da ikke byens gaver«
En sommerdag i 1973 blev jeg inviteret op til Johan Bille Wiggers far, Bille Wiggers, i kontoret med udsigt over Torvet. Jeg havde skrevet en kommentar i SvendborgPosten om det odiøse i, at Havfruespringvandet på Torvet blev fjernet, fordi løvehovederne sprøjtede vand på velfærdssamfundets hellige køer: Bilerne.
»Man destruerer da ikke byens gaver«, skrev jeg, med hentydning til giveren af Havfruespringvandet og Wessels Trappe op mod Vor frue Kirke.
Mødet med den ældre Wiggers blev en hyggelig snak om byens liv. Billedet af springvandet i håndskåret ramme, som jeg fik foræret af Bille Wiggers, hænger stadig på væggen i min lille redaktion – og snakken ligger på hylde ét i nostalgiens puslerum.
Havfruen med fontæner af løvehoveder, også kaldet fabeldyr, blev udført af billedhugger Niels Hansen Jacobsen. Det samlede byråd var forinden gavens godkendelse draget på en flerdages besigtigelsestur med tog og dampskib fra Strib til Fredericia – helt over til kunstneren i Vejen.
Hjemme i Svendborg klappede alle henrykte, da Havfruespringvandet blev afsløret. Selv »Lange Maren«, byens legendariske gaslygte, højt hævet over Torvets brosten, viste glimt af kunstnerisk oplysthed og begavelse, da borgmesteren talte om kunstens betydning for byens anséelse.
Orkestret, der hovedsageligt spillede på Torvet Kristi Himmelfartsdag, og anførte marchen til krigergravene, spenderede messingsuppe ad libitum til et hundredtalligt publikum.
I Svendborg Amts Tidende stod der i noterne, at en »Lille Purk højlydent ihukom H. C. Andersen og udbrød: Jamen, Damerne har jo ikke Tøj paa…«.
Min generation, der er fotograferet adskillige gange sammen med mostre, fætre og kusiner – og sågar har sejlet med papirbåde i springvandet – husker helhedsindtrykket når man kom ind forbi elektricitetsværket på venstre side og de ekstra garager til Falcksationen på højre. En lang mur, opført i munkesten, lig dem springvandet var opført af, førte ind mod Torvet. Som det fremgår af billedet herover, stod Havfruespringvandet smukt op mod Bille Wiggers’ nye hovedkvarter. Det blev, så vidt jeg erindrer, indviet i 1939. Mere derom senere…
TYSKERNE genopførte de århundredgamle bygninger, der blev ødelagt under den seneste verdenskrig. Som turist beundrer vi de historiske byers miljøer og fornemmer historien vingesus. I Svendborg er de ødelæggende krige opstået på rådhuset, hvor der er langt mellem pietetsfølelse og pli. Tag et kig over Torvet og se de hyggelige ejendomme, der blev erstattet af nuværende rædsler. År efter år forsvinder den smukke middelalderby.
Min syv gange tipoldefar hed Adrian Gumme Bekker. Han levede i 1700-tallet og ejede Neyes ejendom på hjørnet af Torvet og Møllergade. Adrian var postmester, herredsfoged for Gudme-Sunds Herreder, kammerherre, søofficer og så mange andre titler til visitkort og CV.
Der var gang i sengehalmen i min mødrene familie i sidste og forrige århundrede. De befrugtede, bebyggede og beboede den gamle købstad. Efterhånden som album støves af og bindes op med ord og minder, afdækkes kulturhistoriske perler. Her stemninger fra lejekasernen i Vestergade 99. Med seks lokummer i gården, med kærlighed, kildevand, matroser, murere og matroner. Samt min Gudmors venner fra Frelsens Hær – og Gudfar Sejr på vej til Frederiksøen på håndcykel. Han var maskinarbejder i styremaskine-værkstedet, hvor min søn Lasse og hans makker Rune i dag har etableret spillestedet Kammerateriet.
I min barndom i 40’erne og 50’erne var det en hyggelig tradition at gå på Torvet med familien. De tre gratier til venstre var med ved min dåb i 1943, og Valborg i midten hagde særlige evner. En smuk stemme, der blev flittigt benyttet i Frelsens Hær. Jeg har selv vandret rundt med Gudmor Valborg til vandingsstederne omkring Havfruespringvandet: Torvecaféen, Centralcaféen, Passagecaféen, Kinocaféen – og FONA Radio på Klosterplads…
Og kan stadig synge den gamle vise om »Perleporten« 😉
I mine fædres aner trækkes der spor tilbage i Svendborg til 1700-tallet. Der er skrevet en bog om Adrian Gumme Bekkers liv og levned med 19 børn og tre koner – som han dog ikke havde samtidig! Bogen har inspireret til mange af de fortællinger, jeg er rejsende udi ;-). Adrians søn, Søren Bekker, købte ejendommen på Torvets modsatte hjørne mellem Torvet og Kattesund, også han har efterladt minder om livet i den gamle købstad.
Den smukke bygning, der rummede Løveapoteket, klædte i sine røde mursten også Havfruespringvandet – indtil først springvandet og senere apoteket blev fjernet som følge af den evige kamp om udviklingen eller afviklingen af Torvet…
Inden det gamle Hotel Christiansminde blev revet ned og solgt af den lokale investergruppe, kaldet »Støvsugerbanden«, var det et yndet udflugtsmål for svendborgensere, der spadserede ud ad stien i deres stiveste søndagsklæder. Sådan så det lille anlæg ud før springvandet kom på tålt ophold. På farvebilledet ses selve brønden til højre. Den renses af gartner Helge Hansen mens gruppemedlem Lis Hansen ser til.
Måske var det den smukkeste placering
Billedet herunder, hvis ophavsmand jeg desværre ikke kan kreditere, viser de perfekte omgivelser for Havfruespringvandets omtumlede tilværelse. Indtil videre er kunstneren Niels Hansen Jacobsens 87-årige værk på tålt ophold i Torvets skammekrog.
Vaskehal! Den ultimative ydmygelse af byens gave
Det er ingen hemmelighed i det politiske system, at der ikke er styr på beslutningsprocesserne i embedsværket. Sådan har det været gennem årtier, uanset politisk farve på borgmesterkontoret. Samtidig er der ingen respekt for økonomien i de besynderlige forslag, der gennem et par valgperioder har hærget Torvet. Det blev værre ved den seneste kommunalreform fordi Svendborg Kommune nu er blevet så stor, at ingen af de vistnok 29 byrådsmedlemmer kan overskue mængder af breve, mails, dagsorden, forslag og borgerhenvendelser.
Derfor fortsætter farcen om Havfruespringvandet på Torvet. Siden jeg startede gruppen SvendborgHistorier i 2014 – som et supplement til mine bøger om livet i den gamle købstad og Det sydfynske Øhav – har behandlingen af konsul Peter Wessels gave til sin fødeby været gruppens mest diskuterede emne. Mere end ét tusinde kommentarer har der været til de mange indlæg. Og det bliver ved efterhånden som flere kommer til og er med til at gøre SvendborgHistorier til byens fælles hukommelse. Her et lille udpluk af de mange meninger.
Dengang på Wessels Trappe
Det var i sommeren 1972. Jeg var redaktionssekretær på Svendborg Avis, der tumlede med et tigerspring ud over Fyn, og en navneændring til Fyns Amts Avis. Når rotationen hen under middag snurrede i kælderen, gik vi i gang med næste dags avis. Det indebar pligter som besøg på »Plydsen«, Falck-stationen, Torvecaféen, Politistationen, Brydegaards Conditori – og andre steder, hvor nyhedskilderne sprang. Dén dag stod Stig Møller med alle vennerne på Wessels Trappe og sang den siden da legendariske sang, der indrammer tiden: »Herfra, hvor vi står«.