“Dar’eee så daj’ligt ude på land’øeed”, sagde de. Og det var der. Så derfor pakkede de sydfrugterne henne i hovedstaden og Citrôen’ede mod vest til et bedre liv i Køwenhavner-røde farver.
Et af hverdagens parlamentsmøder på Plydsen. Sygekassekasserer Holger Rasmussen får et af mange fremtidige skulderklap. Borgmester Svend Aage Andersen – under billedet af Karen Plyds – havde Mor Else den Første med til mødet i Louise Zeise Salen. Med ryggen til refererer journalisterne Per Storm Madsen og Peter Faber udvalgsmødet samt Gamle Carlsberg.
Før de malede Svendborg rød, var byen jo allerede rød!
Dog kun på den (social)demokratiske måde: Det var næsten som på en fodboldbane. Svend Aages 8 socialdemokrater mod kulhandlerens 7 borgerlige i blå og grønne habitus’er. De var sjældent uenige, de to tunge holdledere. Men det var bug’mesteren, der bestemte. Alt…! Sådan var det bare på de tider. Ingen i byrådet skulle fortælle borgmesteren og hans hold, hvad Peter Rambuk skulle ha’ for at reetablere broerne efter vinterens hærgen. Hvilke håndværkere, der skulle bygge og vedligeholde byens skoler, eller hvem der skulle fragte skolebørn til datidens kommunalreform og dens nye centralskoler.
Sådanne ting udvalgsbehandledes grundigt i byens tre parlamenter: Sundet, Bowleren og Plydsen. Licitationer og mestergrise slagtede man sammen med håndværksmestrene ved morgenandagten på Sundet.
Ved frokosttid kom advokater, revisorer og andre pekuniære lakajer i slips til Bowleren. Så blev finansieringen bragt på plads over nogle krus øl og en frokost. Når Svend Aage indtog Plydsen til eftermiddagssamlingen ved 16-tiden, ordnede han og kommunebogholder Knud Munch det politiske. Og således var alt klaret på én dag uden at belaste politikere og embedsmænd på rådhuset unødigt. Dengang havde borgmesteren ikke set fidusen med at ansætte 4-5.000 vælgere i sin kommune, så derfor måtte han ofte ud i byen og repræsentere sig.
To meter høj og ny-rød embedsmand
Borgmesteren og kulhandler Fich kunne det dér med finanser, så i kommunekassen lå millionerne og tullede glade, fynske takter med lydelige toner om velstand og velvære. Alt åndede fred i købstaden. Gaderne var krumme, stejle og hyggelige med værtshuse og tobakskiosker på ethvert hjørne. Endnu havde ingen fortalt, at hvis man brækkede hul i alle gader og rev en masse ligegyldige Landbogaarde, Wandalshoteller, Gerritsgader, Bagergader, Hulgader, Gåsestræder, Dronningemaer og Havfruespringvand ned, ja så kunne man på ingen tid futte tværs igennem byen på to spor asfalt uden grimme brosten – ud til Odense og handle moderigtigt ind.
For at please nedbryderkongen Verner Rasmussen, der bar det forståelige navn “Pivemureren”, ansatte man, hen over byplanchef Henning Tholanders eminent dygtige hoved, en stadsingeniør fra partiet i Lyngby. Tholander var med i kulhandlerens parti. Men P. E. Bremer var altså Danmarks bedste, højeste – og af den rette kulør. To meter og fem centimeter mægtig, rød embedsmand. Han tacklede både kulhandlerens og borgmesterens hold, inden de fik lettet røven på Plydsen.
Og så kom der ellers gang i nedbrydningerne. Pivemureren jublede. Ikke siden tyskernes schalburgtager i Svendborg havde han haft så meget brugt byggemateriale til salg hjemme på Rødeledsvej. Det var tider, var det.
I 1972 hed en reklame for Tampax »Gør minusdage til Plusdag«. Det blev i indkaldelsen til årets Plydsfest 18. marts til »Gør minusdage til Plydsdage«. Og så var Fanden løs. De røde quinder fra hovedstaden og de kønneste svendborgpiger invaderede Plydsen under selve årsmødet. Journalist Susanne Sekjær, nummer to fra venstre, bar plakaten med budskabet »Ingen minusdage til Plydsens Venner«. Og således blev den (meget) bedre halvdel, journalist Jacob Bjerg Møller det uskyldige offer i den lokale udgave af den græske tragedie – Lysistrata.
Sex ad libitum – eller sexstrejke
De ny-røde drog mod vest for at leve stille, smukt og alternativt. I pagt med brosten, stokroser, lysterne og nostalgiens bedårende glansbilleder af købstadslivet mellem gadespejle og torveprangere.
Enlarge
Med sig i Fjellräven havde de tossetobak, protestsange, viltre bryster, kvindefrigørelsesbandbuller, visioner om åbne ægteskaber og sex ad libitum. Per Pik fortalte med lystne blikke om hjemmets nypædagogiske praksis, hvor de små var tilskuere til hyppige hyp-aktiviteter til fremme af købstadens befolkning.
Susanne Sekjær procederede i Amtsavisen og Feminas spalter for, at de dér 15-20 centimeters forskel på hende og mænd, hun holdt af, ikke skulle forblive i teorien. Og heller ikke i 70’erne kunne rigtige mænd se Radiomoster Amos i øjnene, uden at tanker og blikke gik på langfærd.
Jo, de ku’ det, ku’ de. Charmere sig ind i hverdagen med Klostermoster og Radio Sydfyn og TV Svendborg og kollektiver og jeg-ved-snart-ikke-hva’. De lærte vi bonderøve at protestere, så selv en radikal skiltemalermester Fredholm, der var ædruelig i middelsvær grad, stod og råbte fy-ord, da Bremers bulldozere lavede huller i Bagergade og forlængede Skolegade med udsigt til Christiansmøllen og selve planlægningens ypperste salighed.
Vi blev således århundredets øjenvidner, da Danmarks største embedsmand skabte Bremerpasset, Jens Jensens Nedtur – eller hvad folkeviddet nu fandt på af tilnavne, dengang Svendborg blev hullet og arret, men rødere i stærkere nuancer. Men hin aften på Plydsen, 18. marts 1972, da besættelsesmagten havde forladt Skipperlabskovs, Bock og Svendborg Gylden, ja da gik tankerne med Odysseus ned til de græske tragedier mens Holmskovs Orkester spillede om de ensomme muser og møderne på Casiopeia.
Lyden af censur
Alternativ Liste blev født med VS’eren Erik Mathiasen som ordførende general. Og selvom byen havde fire dagblade – Fyns Tidende, Aktuelt, Fyens Stiftstidende og Amtsavisen –ja , så var det i Nicolai Gade, kuglerne blev støbt og indtoget fra øst refereret og kommenteret. Så voldsomt, at bladets almægtige formand, landsretssagfører Finn Poulsen, en dag indfandt sig i sætteriet, hvor jeg stod sammen med typograf Neller og færdiggjorde dagens forside.
– Hvor er artiklen om ….?
– Hvorfor det?
– Den svada skal sgu ikke i avisen, råbte formanden, så alle de 53 typografer i sætteriet kunne lytte med på ordren til redaktionssekretæren.
Magtens mænd ynder immer egen bulder. Da den mægtige for- og bagmand havde for vane at lade handling følge ord, skubbede han i én glidende bevægelse overskrift, underrubrik og spaltesats ud over ombryderbordets metalplade, tra-da-da-da-da, ned på gulvet – og skred ud af sætteriet med den juragrønne duffelcoat i slipstrømmen.
Siden den dag har jeg altid vidst, hvordan censur lyder: Som flyvende bly: Tra-da-da-da-da. Datidens bladformand og spindoktor for Venstre var således iingenlunde født til en fremtid i diplomatiet. Men hans bror Bent var med på kulhandlerens hold i byrådet, og i de tre parlamenter, Sundet, Bowleren og Plydsen, var der på den tid ét fast punkt på dagsordenen:
Hva’ fa’en gør vi med De Røde..?
Post festum: De mange kampe på og om Plydsen fik et langt efterspil inden Johan Bille Wiggers besluttede at standse nytteløse investeringer i millionklassen i et faldefærdigt stamværtshus. Alt har sin tid – men det har minderne ikke, og hvert år under Gammel Torvedag fører panserbasse Vagn Madsen under vældige sørgetoner Bangsbostrand Byorkester ned til grædemuren i Kattesund…
