I min barndom i 50’erne cyklede jeg ofte mellem Horne og Svendborg. Jeg kan stadig tage turen i tankerne og tælle de forjættende ishuse langs den tids cyklistvenlige landeveje. Det var før begreber som stress og weekend indgik i det danske sprog. Vi havde tid nok, trods 48 timers arbejdsuge.

En tur på 98 kilometer var attraktiv, også på grund af de små huse fra Frisko og Hesselager Is. Jeg mindes især det sidste ishus på ruten fra gadekæret i Horne til Pilegaardsvej 21. Det lå på Odensevej, lige efter Sørup Forsamlingshus, og når vi havde sagt godaw til mormor, fik vi fluks belønningen i hånden: 15 øre til en af de små, runde spinde med vanille eller den nye sodavandsis.

Slikmutter var hjemmegående. Børnene var fløjet af reden, og nu udfyldte hun tomrummet ved at sælge de runde flødeis fra Hesselager til 15 øre og lakridsrod fra Langtbortistans lakridsmarker til fem øre.
Når slikfatter kom hjem, byttede han arbejdslivets murerkasket med en blød hat og en cardigan af mors de hjemmestrikkede. Der var fodkoldt i ishuse fra Hesselager.
Det var dengang, ham med murerkasket osse ku’ ha’ ret. Som min gode ven, Skårups smukkeste murer, distancerende siger om gymnasieelevers påduttede kamp for diktaturer i Mellemamerika og hjemlige frontkæmpere med pæne, hvide tænder på venstrefløj og de radikaliserede med fornuften på deres side.

De stod dér i din barndoms ishus og fik hård hud på albuerne af al den fortrolige snak.

Forskellen mellem studenterhue og murerkasket – og kromosomer og hænderne over dynen i forårets duft af tjørn og caprifol  lærte vi ikke på skolebænken, men især i de lyse aftener ved barndommens ishuse. De lå som spiselige perler på en snor i landsbyen, eller inde på Odensevej i Svendborg, vis a vis Sørup Forsamlingshus. Eller nede i Christiansminde. Eller ved svinget overfor Aastrup Kirke med bilkirkegården. Eller på Horne Landevej. Eller hos Erfred på Rødeledsvej. Eller i Dyreborg, Skårup og Lundeborg og Troense, eller….
Der var ishuse overalt i barndommens landskab. Kør selv en tur ad erindringens veje.  Tjek efter og send et par ord eller billeder til bjarne@bekker.dk.

Maren, hed hun, hverdagens is-psykolog i min barndoms landsby. Hende, der rådgav diskret om pubertet. Hvordan man håndterer en københavnsk feriepige bag på en blankpudset, en anelse udboret Golden Star med blafrende rævehale på styret og nyfødte hormoner i sadeltasken. Noget om høstakkes indre muligheder.
Men barndommens Maren er gået bort. Mit livs anden væsentlige Maren mødte jeg over en portion gule ærter på Bibakken i Skårupøre en herlig efterårsdag i 2007.

Maren Bagge levede hele sit liv i og med Hesselager Is. Som åndsfrisk langt op i 90’erne fortalte hun levende om sin spændende tilværelse.

– Nu ve’ je’ hjem, sagde Maren, da brandmanden fra Nyborg trak i husets spenderebukser for at fortynde ærterne.


– Nej tak. Ikke mere brændselsvin til mig. Jeg skal køre hjem!


– Køre hjem, spurgte jeg forsigtigt. Du’eee har’da’eee lige fortalt mig, at du er 93 år.


- Ja, å hva’ så?

Ingen tvivl om den sag: Det murstensbyggede ishus med tegltag på Christiansmindestranden var et af de mest kendte i Hesselager-regi. Her er søndagsklædte gæster ude at promenere pinsesnittet. I forgrunden navnkundige gartner Børge Nufix.

Danmarks første isfabrik i Hesselager

Al fabrikation i Hesselager Is foregik fra starten med håndkraft. Ispindene, der var lavet af træ, blev sorteret i små specialbyggede stativer med plads til 50 stk. Og produktionen var meget lig den, hvor vi i dag dypper julelys i stearin.

Maren Bagge startede på Hesselager Is i 1938. Fabrikationen var flyttet ned til Hesselager Mejeri fra Margarinefabrikken længere ovre mod Gudme. Johannes Langelund etablerede Hesselager isfabrik som den første i Danmark. Det var i 1926. Stations- og handelsbyen Hesselager emmede af initiativ.
..

Det varede ikke mange år, før Hesselager Is måtte ud i vældige konkurrencer om det voksende marked for ispinde. Her er der forsyninger til en kommende samarbejdspartner i Lindved ved Odense.

I næsten et halvt århundrede var Maren Bagge med til at lede dysten på de fynske slagmarker. Da det gik allerbedst til, hang der Hesselager Is-skilte på alle ishuse i det fynske land.

Hjemmemarkedet i stationsbyen var ikke stort nok da efterspørgslen nærmest eksploderede, så i 1928 anskaffedes den første kølebil. Den gav mulighed for eksport – til Svendborg og Nyborg.

Salgsvogne var dobbelt bemandede, som vognparken i nutidens tekniske forvaltninger. Men på de tider måtte man ikke holde stille og ryge tobak og powernappe i skovbryn og andre lokaliteter med smuk natur og fred og ro og plads til fintænkning. Maren Bagge kørte ispindefabrikkens chauffører og medhjælpere i kort snor fra bogholderiet. De skulle aflægge dagsrapport og der skulle tælles usolgte ispindekasser hver aften.

– Men det kneb, når de kom hjem fra Langeland med Lohalsfærgen. Så måtte jeg og bogholderen ofte vente til hen ad otte om aftenen. Og forsinkelsen skydtes ikke at de havde forgrebet sig på firmaets produkter. Mindes Maren. Det tog nemlig tid at komme op gennem Lundeborg nede fra færgelejet. Istransport giver tørst og der var ofte glat føre eller trafikprop ved kroen..!

Under fortællingen på Bibakken i Skårupøre  tyndede niecen Adda de gule ærter lifligt med livets vand og pollentallet for humle stod herligt højt. Faster Marens Punto blev sat til salg ugen efter, hvilket dog ikke skyldtes niecens gæstfrihed 😉

– Men i sidste måned skulle jeg partout op til prøve i en bil, som jeg aller nogensinde har haft mellem fingrene. Da jeg var færdig, sagde betjenten, som ellers så flink og rar ud, at det nok var bedst, at jeg afleverede kørekortet og solgte gode, gamle Punto. Og det ku’di’t være bekendt, siger Maren bestemt. Alle åringerne har jeg klaret køreprøverne.

– Det er godt nok surt. For selvom Hjem-Is bilen holder og dytter for døren, at jeg ikke skal savne mine Eskimo’er, er der jo så meget andet, man ikke kan uden kørekort. Jeg kan for eksempel ikke køre op og stemme på mit bysbarn hjemme fra Brenderup. Og vi er endda i familie, griner Maren.

– Men det ska’dut’ skrive. Lad det blive mellem wos to, for Lars Erik er så’n en rar manj’, selvom hans parti vil lukke og slukke alting ude i landsbyerne.

Konstaterede is-psykologen fra livets sidste station – Gartnervænget i Hesselager inden Maren og Skaberen parkerede Punto’en et sted omme bag Mælkevejen…

Da jeg i 1969 fik arbejde på Svendborg Avis, flyttede vi fra Horne og fandt denne stråtækte idyl i Skårupøre. Måske tiltalende, fordi Helmuth Henriksen havde et Hesselager-ishus til venstre for Skårupøre Strandvej 61 til glæde for min meget bedre halvdel. Til højre drev Laurits endnu »Skrænten« med stegte ål og lørdagsdans 😉
Senere etablerede Edith og Henning Jensen ishuset ved badestranden – på billedet herunder.

Har du selv minder og billeder af din barndoms ishuse, så lad os høre.