Barndommens Gade

Barndommen i »Fredsværn« og »Pax«

På landsbygaden stod vi og råbte hurra

En skøn forårsdag med flag og glade mennesker er én af mine første erindringer fra min barndoms landsby Asp. Det er den 5. maj 1945 befrielsesdagen. Befrielse fra fem års tysk besættelse, der også havde berørt os. Nogle tyske officerer havde beslaglagt 1. salen på villa ” Pax”, der var vort hus. Midt i huset førte en lukket trappe op til 1. salen, og når officererne gik op af trappen i deres soldaterstøvler gungrede det nede hos os i stueetagen. Jeg husker soldaterne som venlige, og derfor sagde vi også pænt farvel til dem, da de steg op i de militære lastbiler og kørte mod syd. På den lille landsbygade stod vi med flag og råbte hurra. Men mest klart står de voksnes glæde i mine minder.

Før vi boede i ”Pax”, havde vi en tid i ”Fredsværn ”– et smukt navn. Ja det hed huset længere henne i gaden. Jeg husker mest, at der efter os boede en gartner, der var en rar mand. Landsbyen bestod vel af en 12 til 15 huse. Der var en brugsforening, en købmand, en tømrer, en vognmand og en maler. Og sandelig om der ikke i selve byen var asfalteret vej. Straks når byen holdt op gik vejene over i grus. Min barndomsven Karl Jørgen og jeg cyklede vore første ture ud til ”asfalts ende”. En fortsættelse ud i det uvisse kunne kun ske ifølge med voksne. Men vi følte i de første barndomsår at verden var Asp og kun Asp. Tryghed.

Jeg kom til ”Fredsværn” i august 1941.  Mine adoptivforældre, mor og far, Ruth og Søren Pedersen, hentede mig på børnehjemmet i Herning, hvor jeg havde boet i månederne efter min fødsel i Holstebro. Her var jeg kommet til verden den 22. december 1940. I mine adoptionspapirer stod min biologiske mors navn: Nanny Marie Outzen.  Hun så sig ikke i stand til at beholde mig og måtte derfor bortadoptere. En ganske normal foreteelse på den tid. Mange romaner og mange film fra 1950 og 1960erne handler ofte om ”det uægte barn”.

Tilbage til Asp. En grøftekant. En forårsdag med sol og lange skygger. Blæsten kommer strygende. Vestenvinden farer frisk og veloplagt gennem Asp. Vestjylland og vestenvind hører sammen. Halvvejs nede i grøften leger jeg med mine biler godt bevogtet af min hund Bamse, en hvid grønlandsspids.

Karl Jørgens far var den lokale vognmand, som hentede grise til slagtning og som kørte varer fra brugsen ud til gårdene i sognet. Kristian Laursen og Olga Laursen blev mine gode venner. Men på fornavn kom jeg først med de to hen i de unge år. I mange år var det Laursen og fru Laursen. Og sådan var det også med det elskelige uddelerpar i Brugsen. Centrum i Asp i enhver henseende. Og for mig det mest spændende sted at være. Her var liv og glade dage. Uddelerens børn og unge. De hjælpende piger inde hos Anna og kommis ‘er og læredrenge hos   … ja hvad hed ”æ uddeler” egentlig?  Kristensen i alt fald til efternavn. I kittelommen altid de blå brugskarameller, som han flittigt uddelte til landsbyens børn. Laurits var fornavnet. Brugsen blev mit andet hjem. Senere et ganske dejligt feriested.

Asp ligger i Hardsyssel.  Et bundt sogne syd for den vestlige del af Limfjorden med de lidt større byer Lemvig, Struer og Holstebro. Rutebilen – Kjeldsens rutebiler – kørte en gang dagligt fra Struer over Ølby, Fousing, Asp, Linde, Naur til Holstebro og retur. Syssel er betegnelsen for en administrativ enhed i det middelalderlige Danmark.

En landsby er mere end den lille samling huse dens egentlige identitet ligger i det omliggende land. Med små og store gårde. Alle med eget navn, mere eller mindre opfindsomme. Men vigtig, thi ”herfra min verden går”. Hvis man flyttede ind i byen i et mindre murermesterhus, ja så overførte man skikken med at sætte navn på. Fredsværn og Pax m.fl. 

I bogen Ølby, Asp og Fousing Sogne, en historisk beretning om kirke, skole og hjem af Peter Christensen udgivet hos Christensens Forlag Struer 1959, findes en total beskrivelse af de tre sogne og ikke mindst en beskrivelse af alle gårdene. Lad mig tage nogle af gårdenes navne frem: St. Nørby, Østerby, Bastrup, Østergård, Lergrav, Munksgård. Kirketoft, Kringeltoft …Men først kommer beskrivelserne af kirkerne og skolerne. Rækkefølgen er ikke tilfældig. Sådan var samfundets hierarki. 

”Det var en lørdag aften”  

En smal enkeltsporet grusvej, hvor en hestevogn lige kan køre. Alfred, mælkekusken, kommer kørende med mælkespande på ladet. Det er lørdag aften, thi om søndagen var mejeriet i Fousing lukket, så derfor kørte han både morgen og aften om lørdagen. Aldrig arbejde om søndagen, hvis du hører til menigheden. Indre Mission sidder på magten i missionshuset. De vælger præsten, som gerne skulle være egnens store personlighed, efterfulgt af degnen.

Duften af prustende heste og gammel mælk fra ladets trædæk kan stadigvæk konstateres nu 65 år senere, ligesom den karakteristiske duft fra forårets marker, der nu var klar til såning efter at møddingen var kørt ud og pløjet ned. Harvet og tromlet. En særlig sur duft, som også kan fremkomme i efteråret. Den friske vind og sol i striber, der også bevæger sig. En dag hvor foråret og efteråret går hånd i hånd. 

Den lille grusvej førte fra asfaltvejen midt i Asp mod syd ned over bækken og op ad en mindre bakke til et lille længehus med bopæl i den vestre ende og stald og lade i den østre. Et meget lille landbrug, som ikke kunne brødføde en familie, hvorfor Alfred måtte have et arbejde ved siden af det at dyrke sit lille landbrug, blandt andet ved at være mælkekusk. Alfred var gift med Else, der var min fars adoptivdatter fra sit første ægteskab. Alfred og Else havde tre børn. De boede i Kringeltoft. 

Og så tilbage til bækken, der stadigvæk klukker. En legeplads. En pind, der nu var et stolt skib, som sejlede fra den ene overgang og et par hundrede meter gennem markene til den næste bro. Kunne Karl Jørgen og jeg løbe ind til byen og henad landvejen for at se vort skib smukt sejle ind under os?

Hvad var vel i Verden det fattige Liv

med al dets fortærende Tant,

om ikke en Plet med en Dal og lidt Siv

vort Hjærte i Skjælvinger bandt!

Om ikke vi drog fra det yderste Hav

for bøjet og rynket at staa

og høre de Kluk,

de Mindernes Suk

fra Bækken, vi kyssed som smaa.

Jeppe Aakjær.

Ja sådan lyder det stadigvæk i mine ører og mit sind en vinterdag i 2011. Barnet, bækken og nu bedsteforældre på mindetur.

Med bare ét blik styrede han menigheden, der i forvejen var stramt styret af den Indremissionske præst

Humlum var præget af mange selvstændige småvirksomheder. Tager vi en tur gennem byen mødes vi af op imod fem tømrere, en maler, en elektriker, to bagere, tre købmænd, en kro, manufakturforretning med herreskrædderi, et mejeri, en herrefrisør, en damefrisør,  en møbelsnedker, to syersker, en lille blomster- og isbutik, to vogmænd,  en mælkemand, apoteksudsalg, Damernes Magasin, en slikbutik, en smedje, et autoværksted, Schous Sæbehus, “Svendwolles” cykelbutik m.m. en slagter, en sparekasse der ekspederede i en stue én gang ugentligt, et vaskeri. Og ølmand Jespersen ikke at forglemme. Altså over 30 småvirksomheder. Hertil kommer så stationen med postbetjening.

Stationsforstanderen der var ansvarlig for jernbanedriften, konen der passede postbutikken – hun var den egentlige chef – og så jernbanearbejder Nielsen, der flinkt gav mig lov til at sætte signal og hjælpe til med at få bommene op og ned. Stort for en snart otteårig knægt. For at fuldende tegningen også et forsamlingshus og et missionshus. Og et elværk med egen vindmølle.

Jeg kom til at gå i Humlum Skole, der rummede tre klasser:

De mindste, de mellemste og de ældste – fra 1. til 7. klasse

En lærerinde til de små, andenlæreren til de mellemste og førstelæreren til de store. Førstelærer Jensen styrede skolen med hård hånd, om søndagen var han kordegn og optrådte i kjolesæt. Med bare et blik styrede han menigheden, der i forvejen var stramt styret af den Indre- missionske præst. I salmesangen var menigheden jo medinddraget og her kunne en magtkamp tydeligt høres, idet andenlærerens hustru med skærende høj sangstemme søgte at overgå såvel præst som degn.

Men ellers var det så som så med oprøret. De helliges disciplin holdt den missionske del af befolkningen på plads. Friheden skulle søges hos de andre.

En ny verden åbner sig. Det er et virkeligt spring nu at bo i en rigtig by. Stationsbyen. Fra min plads ved spisestuebordet kunne jeg se toget. Ofte med et rigtigt lokomotiv, hvor der stod gnister og røg op ad skorstenen. Et par passagervogne, der om aftenen med oplyste ruder kom glidende gennem mørket og skabte forestillinger om rejsens velsignelser. Tænk at kunne sidde inde i en oplyst og varm kupe på vej til de store byer eller måske til andre lande.

Købstaden og Struer Statsgymnasium

I 1953 skulle jeg begynde i 1. mellem på Struer Statsgymnasium. Nu fik jeg togkort og kunne ud over morgen-og eftermiddagsturen Humlum-Struer tur- retur på vej til og fra skole yderligere tage en ekstratur ind til en by, der havde et bibliotek beliggende i Vestergade. Et stort mørkt lokale. Mørke reoler og mørke bogrygge. Her mødte jeg en myndig, men meget venlig mand, bibliotekaren. Han så, at jeg var søgende. Det var første gang jeg satte mine ben på et bibliotek. Han spurgte lidt til min læsning og fandt så bogen “Frændeløs”. Jeg læste og læste. Det var dog en utrolig fortælling. Jeg fik en voldsom appetit på mere og lånte og lånte. Min gode vejleder og biblioteksven hjalp undervejs med nye ideer til rejser ind i bøgernes verden. Og da Struer i 1950erne fik et nyt og meget moderne bibliotek fulgte vi to med. Jeg ved ikke engang, hvad manden hed, men jeg sender ham mangen en tak for masser af gode bogoplevelser i de fire år, jeg gik i mellemskolen.

Struer bød på nye muligheder. Østergades forretninger, en fin havn. En rigtig by med rådhus og et smukt anlæg. Stationen var af format. Tre perroner, højttalerudkald af en DSB mand i mørk uniform og kasket med rødt bånd. Tre lyntog alle med destination København. “Vesterhavet” ned langs vestkysten via Esbjerg, så tværs over Jylland, Fyn og Sjælland. “Uldjyden” ned over Herning og endelig “Limfjorden” via Langå og Århus. Der var storhed over Struer station. Kiosk og restaurant samt ventesale.

Jeg satte strimlen om elastikken, strammede til.
Af sted fløj papirprojektilet og ramte verdenskortet,
der med et brag røg op til hængslet i loftet