Forstander Ejgil Larsen genopfrisker mangt et sømandsknob og -kneb – som Dirch videregav til Poul Hagen og Ove Sprogøe, da de gik til filmen, til pigerne og tennisbanerne i Svendborg. Man kan næsten høre Dirch fortælle om Svendborg, da han peger ind på byen fra fregatten »Triton”.



SVENDBORG, det er mit frikvarter. Det er her, jeg kan gå frit omkring uden mødre med børn løber efter mig og råber »Narrrj manner. Dér går Dirch Passer. Det er helt villlldt, lille Viggo. Gå bare hen og rør ved ham. Du må godt…”.


Vi sad på »Torvecaféen” og fik en lille formiddagstingest til ansigtet. Dirch havde fra tidligere besøg på Kogtved Søfartsskole udset netop »Torvecaféen” som det rigtige sted for en slapper. Ellers holdt Dirch meget af »Svendborgsund”, men det var i en af de perioder, hvor gæster kun må spise på »Sundet”, og hvor øldrikkende folk ikke er velkomne.

Af hensyn til kasseapparaterne er sådan holdninger dog mere sjældne udenfor turistsæsonen. Men nu var Dirch altså gæst i selve turistsæsonen. – Og man kan jo ikke spise frokost otte gange om dagen, mente Dirch, og spurgte Villy, om Vimmer var en vandhund, eller om han måtte drikke gin af hånden.

– Det er ikke Vimmer. Vimmer er død, sagde Villy med vand i øjnene. Det var iøvrigt et af de få steder, man kunne finde vand i Villys vældige korpus. En billig flaske Johnny Fodslaw eller i venners lag en yndig Ballantine på 24 år, det lå mere til den vennesæle værtshusholder med det store hjerte.

NÅR DIRCH var i Svendborg skulle han lige runde havnefronten. Dér, hvor han kom med Kogtved Søfartsskoles øvelsesbåde, og dér, hvor han indspillede filmen »Flådens Friske Fyre”. Det var midt i tresserne. I den periode, hvor Harris forsynede håndværksmestre med et sæt morgenmad eller to mens de slagtede mestergrisen. Og hvor Ellen sad i hjørnet under skabet med nøgler og biografplakater og optalte gårsdagens omsætning.

Dengang måtte der drikkes øl på værtshuset hele året, uanset turistsæson eller ej. Det var dengang, »Svendborgsund” også var pensionat for de maritime skolers talrige elever, så der var liv og glade dage i aftentimerne, når maden var fortæret, når der kom øl på bordene og når en og anden elev havde guitar eller harmonika med til desserten.

Nåeh ja. Desserten kunne også bestå af unge piger, der var indforskrevne partnere til danseaftenerne i Kogtved. Hvad denne aftale betød for købstadens tilvækst, skal man ikke underkende. På et tidspunkt havde Svendborg en aktiv sømandskoneforening med 1200 medlemmer, der skulle luftes i flok når mændene var på havet. Eller på inspektion i Østens huse med lyserødt tapet. Det var tider, var det. Siger søens folk.

HARRIS var stor beundrer af Dirch Passer. Ja-ja. Det er de fleste danskere jo immer. Men det populære ægtepar talte tit og ofte om Dirchs evne, som han demonstrerede flittigt, da man optog scener til »Flådens friske Fyre” lige overfor »Sundet”.

– Den egenskab har jeg aldrig set hos andre, sagde Harris imponeret, og han havde ellers set mangt og meget på »Sundet”, der havde Danmarks eneste håndvask med brækkumme og håndtag på begge sider af vasken. Jo, for Dirch havde ofte gang i noget pænt og indfødt om natten, og så kneb det med at holde sig vågen mellem de mange enkeltklip i dagtimerne.

– Må jeg lige sætte mig ved hjørnebordet ind mod turistchefen, spurgte Dirch, mens han i stormskridt tog plads ved bordet, lukkede øjnene og sagde: »Jeg sover lige et kvarter, Ellen!« Den store mand kunne både falde i søvn og vågne på rutinen!

Har du tid en dag, så find »Flådens Friske Fyre” og se de herlige scener fra havnen i Svendborg. En af mine farbrødre skulle i filmen lære Dirch at ro en jolle. Helge Bekker vidste ikke, at Dirch var sømand fra Kogtved, så det kom der megen morskab ud af i min lille familie.