Har du en aktuel fortælling med historisk perspektiv? Skriv til bjarne@bekker.dk
De blev blot beskrevet som »arbejdertyper« uden navn. Vær med til at gi’ de 10 navnløse værftarbejdere herover et navn. Kender du dem, så fortæl her.
Dengang i byrådsperioden 1998-2001, hvor jeg ikke ville parere ordre og »…gå i takt som på et gymnastikhold«, erfarede jeg hurtigt, at politiker, det bliver jeg aldrig. Ni af 21 nyvalgte fra fem grupperinger hverken kunne eller ville stemme for en beslutning, der end ikke havde været til officiel politisk behandling, men var besluttet alene af tre ledende politikere fra tre partier. Vi kom ikke med i udsalget af selvrespekt, da Kogtvedgaard og Enggaarden afhændedes til Nødens Købmænd for et beskedent millionbeløb. Et parkområde blev til millionærbyggeri i stedet for arbejdsplads til 140 forskere.
Landsbyernes ældreforsorg i efterkrigsårene
Jeg er opvokset, dels på Eggertsvej i Svendborg, dels omkring gadekæret i Horne. Her var Alderdomshjemmet Præstekærgaard en aktiv del af det lokalsamfund, der formede min tilværelse. Vi skolebørn besøgte de gamle, når der blev solgt Dybbølmærker, raslet fastelavn eller når vi falbød julebukke i december. De blev produceret i landsbyerne, hvor efterkrigstidens mangelsamfund var absolut tilstedeværende.
I mit barndomshjems »skomagerstue« lå langhalmen i kasserede dynger rundt på gulvet omkring brændeovnen..! Julestemningen flyttede ind sammen med halm og silkebånd sidst i november. Høstbindegarn og røde silkesløjfer gjorde bukkene salgsklar til butikker inde i Faaborg.
Men ikke mindst beboerne på det nye alderdomshjem var altid gode for en handel og en snak om tiden før den lille, grå Ferguson revolutionerede landbruget. Nogle af de gamle havde mistet et familiemedlem under krigen i ’64, under Første Verdenskrig eller i modstandsbevægelsen fra ’40 til ’45.
De gamle havde altid tid til en snak og en handel
Kvinderne kunne skabe fantastiske figurer med strikkegarn mellem fingrene. Jeg har glemt, hvad legen hed, men tænkte dengang, om garnet var vævet på rokken, der stadig stod i mange hjem. Alle på Præstekærgaard havde ét og andet at berette. De var stoute landsbyfolk, der havde tjent til deres livsaften. Aldersrenten ventede endnu inde i fremtiden…
Ældreforsorg på landet tog fart i de første årtier efter Anden Verdenskrig. Fra den smukke rundkirkes tårn ses mod nord gården, der gav plads til Horne Lands alderdomshjem.
Husker du Landsbyens lyde
Hvis ikke, så lyt med fra Guldkonfirmationen her
http://bekker.dk/horne/rejseholdet.htm
Et hjemligt miljø med mest mulig hensyntagen skal spares bort 😉
Når jeg læser Fyns Amts Avis i disse dage, løber tankerne tilbage til en svunden tid under små kår, men med solidaritet – og med sogneråd, der kendte alle og styrede sognet derefter. Da kunne man ikke, som Svendborg Byråd i dag, finde på at spare 1,7 millioner på udtjente borgere. Og samtidig give 3,8 millioner til en sammenslutning, jeg tillader mig at kalde gøgeungen, der lægger sine æg i andres reder.
Jeg ikke alene græmmes. Jeg er flov over at bo i en kommune, der prioriterer en event-forretning med fest og farver højere end at tilbyde ældre medborgere en værdig afslutning på arbejdslivet. Her er det så, at en af de gamle kæmper fra solidaritetens årtier i Svendborg dukker op på nethinden – fra min bog om værftet og Frederiksøen: Hæders- og arbejdsmanden, byrådsmedlem Preben Henriksen (A).
Læs også mine erindringer om »En god dag at dø«
Om dengang, Svendborg blev Danmarks bedste ældreby
HAR DU SELV oplevet landsbylivet i efterkrigsårene, der forandrede alt. Eler har du en mening om købstadslivet anno 2019, så send dit indlæg, og gerne med billeder, til bjarne@bekker.dk 😉
