HÆRVEJSMARCH, COPENHAGEN MARATON, Royal Run..!

Ja-ja. Her kommer jeg i 1977 hjem til redaktionen på Billed-Bladet efter tre gange 40 km dag- og nattevandring: 120 km Nijmegen March i Holland. Med vabler og medaljer og en historie, der aldrig måtte skrives om et samarbejde med forsvaret.

I 1981 besøgte jeg Svendborgs kvindelige kranfører på Svendborg Værft.
Lis Therkildsen sad i kran nummer 12 og øvede sig til Melodi Grand Prix.

Lis Therkildsen havde selv skrevet både tekst og melodi og håndterede alle instrumenter. Hvor er du i dag, Lis – og ser du Grand Prix..?

Ni dage i 1976 kørte fotograf Jørgen Flemming og jeg ud fra New York til Woodbridge i New Jersey. Her viste Kurt Carlsen mange af de 8 mm smalfilm, som soldater fra US Marine optog i Atlanten.
I lasten fra Hamborg var seks ton circonium til atomreaktoren i »Nautilus 1«.

I januar 2022 genså jeg Kurt Carlsens nu voksne døtre, Sonia og Karen, da vi satte en mindesten for deres fars bedrift hen over jul og nytår 1951-1952

US Marine og en håndfuld søfolk fra Carolinekoret i Captain Carlsen Park 2012.
I bedste amerikanske stil med hånden på hjertet når nationalsangen synges

Maritime Fortællinger tilbydes i museet i Skårupøre, men også hjemme i din forening eller virksomhed

Vælg selv dit emne og bøger til deltagerne

Send mig en mail med tid, sted og ønsker

;

Lise Lauritzen hjalp mig forgæves med at skabe et søfartsmuseum i Svendborg.

Da Lise døde, indfriede jeg et løfte til hende – at synge Erfred Fabricius’ vise om »Kærlighed« som solosang ved gravøl i Charlottenlund. Inden sin død havde
»Den røde Skibsreder«s datter inviteret Christianiabandet til at akkompagnere

Lise fortalte om sit første kys som 14-årig: »Jeg skulle giftes først«, sagde far! »Men uniformen sad så flot. Det var fuldmåne. Så dér i græsset foran skolen!«

Knud Lauritzen købte under krigen en fynsk rigmands sommervilla og uddannede her 9.000 søfolk. I dag hærger en ny tids rigmænd de fynske kyster og havne

Skibsrederfamilien elskede livet omkring Lauritzens Søfartsskole i Kogtved

»I 1944, da jeg var ung, måtte jeg sgu nøjes med en stol«, sagde Dirch Passer

Først i 1951 etablerede Lise og Knud Lauritzen »Dansepigerne i Kogtved«

Dirch havde to sider og en leder om humor i Billed-Bladet. Jeg var provinsredaktør med redaktion i Skårupøre fra 1976 til 1982. Mandage var vi til aldeles lystige redaktionsmøder – og jeg fulgte Dirch på reportager rundt i verden, Her Bremen.

Det var et af mit faglige livs højdepunkter at assistere Dirch til Rudi Carellshow

Was ist das? Junge komm bald wieder. Dirch med sin ikke-ryger sketch i Bremen

Dirch Passers første mine-spil var øvelsessejlads 1944 i Østersøens minefelter

Senere skibsreder Jørgen Vesta, til højre, tilegner sig navigeringens kunst.

Søfartsbyen Svendborg fik sin første navigationsskole i 1852. De første lokaler var i sadelmager Rützaus Ejendom i Gerritsgade. Øverst til venstre er Dirch i 1944

Når skibsreder A.E.Sørensen oplod sin milde, thurinske røst ved løbegilder for rederiets nybygninger, lød »skibsbønnen« altid sådan!

Jens Peter Døgnbrænder fra Fyns Tidende var min sidste læremester. »Borgmesteren har intet kontor«, hed det i en revyvise i Rottefælden…

For at hylde sandheden, købte vi et rundt bord til Plydsen ved Frank Hilding. Borgmesteren følger indmarchen fra Bord 41 i Louis Seize Salen – til venstre

Politisk og journalistisk balancegang: Gaver fra togter på Rhinen måtte ikke føres i land på flådestationer. Dem, vi ikke nåde at tømme, blev hældt i vasken!

Sådan var den øredøvende havneudsigt en sommerdag i 1982 – midt mellem klokkerne i Vor Frue Kirkes tårn. Heldigvis kl. ét – da færgen tii Ærø afgik 😉

Jørgen Vesta om dengang i 1944, da han reddede Dirch Passer fra at drukne i Skårupøre. Det var under en øvelsessejlads fra Lauritzens Søfartsskole i Kogtved.

Øhavets Historier, Fynsk Humor, Skipper, Flying Enterprise, Svendborghistorier

Har din forening brug for en maritim hyggedag, har jeg 5 tilbud på foredrag

Jeg lagde dette afskyeligt umoralske billede op på det asociale medie Facebook. Moralpolitiet i USA slettede gruppen med 11.984 medlemmer, deres billeder og erindringer på grund af farlige, pyntede bryster. I Guds og Trumphetens Land viser medierne hellere billeder af lemlæstede børn fra skoleskyderier 😉

Hvorfor skulle Nella Dan sænkes? »Spørg din nabo!« Gustav var overstyrmand!

Skibsfører Arnold Jakobsen fortalte i et togt på »Aron« om livet under WWI og II

Ved Sumatra søsatte Arnold kokken med jord fra maskinmesterens potteplante

Efter 46 år som personaledirektør for A.P.Møller købte Jørgen Frederiksen Caroline S af Samsø for 1 krone

Som ung skrev jeg om Vindeby-færgerne, Svendborgsundbroen – og indvielsen i 1966, forestået af kronprinsesse Margrethe

– men vi er ikke mere så mange til at være lykkelige, sagde »Greven« af Hjortø

Med sine tre brude i stævnen meldte eneejeren på Halmø i Billed-Bladet 1951 udsolgt af brude. Jeg refererede sølvbryllupfesten i Marstal 1976 i Billed-Bladet

Gustav var postbådsfører og livredder. Da jeg i 1981 ramte molen bå Birkholm med en flaske rødvin i hånden, nåede han Ærøskøbing sygehus på 23 minutter

Færgen »Rise« blev krigens første offer i Øhavet da ni døde i Højestene-renden.

Kurt Olbæk, chef for Svendborg Forbrænding, ønskede sin aske spredt i Sundet

Vi, der hørte Johnny Cash i San Quentins fængsel, så værftkantinens åbne etager for sig. Mindeord for Bent Vogn, Skårupøre

Siden Bent Vogn så dagens lys i Grønnegade 14 og købte sine første cigaretter til støtte for aktiviteterne i Eskær Skole, har han sat sine mål i livet – og nået dem! At thøsingen skulle skabe sit private paradis i Rubjerg Skov i Skårupøre, og blive en legende på Svendborg Værft, havde forældrene, der var murer og dameskrædder, ingen anelse om.Officielt svang Bent smedehammeren første gang 2. maj 1952 – står der på lærekontrakten fra Svendborg Skibsværft. Den unge livsdrøm gik i opfyldelse, og udvikledes i resten af tilværelsen til glæde for, ikke mindst kolleger og ejerne af byens berømte stålskibsværft. Det udsprang i 1912 fra Ring-Andersens Træskibsværft, da familien dér ikke mente, at træ og stål kunne samarbejde i forretningen.

.

»Faenfisme min Far«.

Direktør Jens Fisker Andersen (billedet herunder) havde godt greb om stålet fra starten, og hans virksomhed voksede i perioder fra beddingerne på den anden side Frederiks øen. »Vi kaldte ham »Faenfisme min Far«, fordi han altid bandede sådan«, betroede Bent engang den unge tilflytter på Svendborg Avis og i Drostpigernes hus i Skårupøre. Gennem et halvt århundrede blev skibsbyggerformanden en af de kilder, man først kan afsløre når dagen kommer. Det gjorde den i sidste uge, da jeg lige før Rubjergskoven blev overhalet af to ambulancer og en patruljevogn. Bent og jeg havde begge problemer med hovedmotoren, men Bent nåede ikke at få slebet ventiler i tide. Han forlod sit jordiske paradis og tog plads i dét, oppe syd for den store sten i Skårupøresund. Det var på den, Bent blev parkeret af sine store drenge, når der var uro i paradiset inde under Nordstjernen. »Vores far havde vandskræk», betroede Karen Vogn engang. Selvom Bent byggede skibe af stål inde i byen, havde han håndteret en halv snes joller og pramme af træ i beddingen bag det stråtækte bindingsværk, hvor Heidi, Allan, Ulrik og Karen fik en paradisisk barndom.

.

»Ikke smedearmene«

Inden Bent lagde smedehammeren lidt af vejen og blev soldat på Djævleøen, opdagede han betydningen af en smedesvends olieglinsende armmuskler, da der 12. maj bøjedes anemoner med nakken og Amor lokkede i skovbunden. Dét kunne Annalise ikke stå for. Men hun blev taget med list og ikke med smedemuskler (!) bedyrer børnene.

Folk i alle verdenshjørner rundt om det rød-gule bindingsværk i Skårupøres smukkeste idyl husker Bent for sit arbejde i spejderbevægelsen. Det gælder grisefester på naboengen, undervisning i tropshytten, korpslejre udenfor paradiset – og ikke mindst kammeraterne på Værftet. Langt op i alderen løb Bent på skøjter på Skårupøresund – men kun, hvis isen var absolut sikker og garanteret uden våger..! Han kunne slå kraftspring som 70-årig og med begge hænder om et kosteskaft, hoppede han over det så mange gange, nogen ønskede..

.

Hurra for Venstreavisen

Når jeg alligevel har røbet en af mine kilder til ungdommens gode historier fra værftet, kan I ligeså godt få den mest mindeværdige. Det var under en af de mange arbejdskampe i 70’erne, da bestyrelsen trumfede direktørerne Glente og Precht og forbød »al’ de bla’negere a’gang til kantinen«. »Når I ikke må komme ind til os, må vi jo komme ud til jer« hed det fra tillidsmand Heinz Hall i Tullebølle. Med den besked, overbragt af Bent Vogn, ilede jeg tilbage til avisen i Sankt Nicolai Gade og kontaktede husets øvrige tillidsmænd: »Gå til vinduerne om en halv times tid, så kommer der 550 mand med røde faner og råber hurra for Venstreavisen! Social-Demokraten i Brogade må ikke skrive om smedenes arbejdskampe. De er politiske…!