»Kære Bjarne. Du spørger, hvordan jeg har det?
Ja, der er nu ikke noget at prale af.
Jeg er faktisk ved at blive dement.
Jeg er åben omkring det, ligesom jeg ville
være åben om en kræftsygdom.
Forskellen er den samme, udover at demens er tabu…«.
De allerkjærligste hilsner fra Lise.
Sådan skrev Lise Lauritzen Loft søndag den 18. november. I aftes, fredag den 28. december, modtog jeg den triste og aldeles uventede meddelelse om, at Lise var død. Vi fik et herligt, åbenhjertigt forhold da jeg lavede research til bogen »Sømand af Kogtved«. Ad flere omgange besøgte jeg Lise i hendes hjem i Hellerup og i det omfattende familiearkiv i Lauritzen-villaen ved Strandvejen.
Lise var bramfri som få, og der faldt mange overraskende replikker om hendes ungdom i Kogtved og Svendborg. Når øjnene glimtede over brillerne, og smilebåndet trak om mod ørerne, blev myterne om dansepigerne på Lauritzens Søfartsskole nuværende. Da bogen om Lauritsenslægtens livsværk var færdig, besøgte Lise mig nogle gange hjemme i Skårupøre – og på hjørnet af Frederiksgade og Jessens Mole. Her havde jeg i fem måneder fået lov at leje det tidligere hovedkvarter for Sydfynske Dampskibs Selskab. Det skete på opfordring af Lise. Hun sagde bramfrit, som altid:
»Det er ufattelig dumt af Svendborg, at man ikke har et søfartsmuseum.
I min familie lodsede vi 9000 vordende søfolk gennem uddannelserne ude i Kogtved.
At A. P. Møllers navn også er uløseligt forbundet med Svendborg, er vel verdens mindst bevarede hemmelighed!«.
Det tidligere hovedkvarter for SFDS imponerede Lise. Hun kom der som ung pige med sin far og som voksen i forskellige forhandlinger om maritime uddannelsesforhold.
Den dag, vi hejste Lauritzenflaget side om side med SFDS-flaget, fik Lise tårer i øjnene:
»Nu tror jeg alligevel, vi har lagt grunden til Svendborg Søfartsmuseum…«.
Sammen med Lise og andre maritime venner stiftede vi selskabet »Svendborg Søfartsmuseun af 2012« og troede, at nu ville byen få det maritime museum, den fortjente – og næsten havde krav på. Mente skibsrederdatteren – stadig med stor indflydelse i rederikredse.
Men sådan skulle det ikke gå. Selvom planerne konkretiseres, da Jakob Kjøller sejlede sin gamle SFDS-færge »Egeskov« til Svendborg som et led i museumsplanerne, drev tankerne rundt i modvind. De blev definitivt skudt i sænk af de forvaltninger, der ifølge Lise Lauritzens Loft’s opfattelse, styrer det politiske liv i den gamle søfartsby.
»Egeskov« blev tilbudt byrådet som en slags fødselsdagsgave til Frederiksøen, hvor hun blev bygget i 1937. Under dæk kunne der være færgemuseum i de totalt ombyggede lokaliteter – og »Egeskov« kunne ligge sammen med »Caroline S« ved en slags stålskibskaj overfor træskibsbroerne. Museuumschef Esben Hedegaard og Museet for Lystsejlads anbefalede planerne – men forgæves.
Her anløber Jakob Kjøller med sit veteranskibskib. To år efter forlod han Svendborg igen – efter talrige beskyldninger om, at »Egeskov« var en husbåd. Til trods for, at familien havde både en kolonihavegrund med bolig og en lejlighed i midtbyen.
Jakob Kjøllers virksomhed fremstiller avancerede 3D-animationer for blandt andet Mærsk Drilling – og så har han selvfølgelig søsat sin færge på Svendborgsund 😉
Man torpederer fortiden
»Man torpederer fortidens stolthed med planer om en såkaldt bolighavn!«.
Lise skrev i sin mail i november, at hun var ved at blive dement. Men der var skarphed i stemmen i den sidste samtale, jeg havde med hende:
»Hvor er det trist, at man ikke kunne se, at både Lauritzen-Fonden og Mærsk’s Familiefond stod klar i kulissen med midler til et søfartsmuseum. Godt, min far og Møller ikke oplever søfartslivet blive agterudsejlet af boligblokke på kajerne…«.
Æret være dit minde, Lise.
Det var et af mit livs højdepunkter at møde dig og fortælle slægtens betydning for søfart i tre generationer.
Du elskede at berette om din far, der blev kaldt »den røde skibsreder«. At du selv var politisk rød livet igennem holdt til det sidste, selvom du også blev grøn – som medstifter af »Alternativet« 😉
Lise Lauritzen Loft døde efter en hjerneblødning. Alt håb var ude – og efter Lises eget ønske skulle hendes hjerte selv bestemme, hvornår hun skulle herfra. Og det blev så nu.
Bisættelsen sker fra Hellerup Kirke lørdag den 5. januar 2019 kl. 11.00 med efterfølgende mindesammenkomst Skovridderkroen.
Bjarne Bekker, 29. december 2018