Under mit arbejde på de to næste bøger om købstadslivet gennem 100 år med folkevalgte borgmestre, kommer for mig helt ukendte historier for dagens lys. Vidste du, at det kun er godt 100 år, siden Svendborgs læger behandlede spedalskhed. Vidste du, at Svendborg fik en af landets første Sct. Jørgens Gaarde til dødssyge spedalske, placeret ved Sct. Jørgens Kirke. Det var hertil, byens borgmestre førte den spedalske til præsten. Ved en dødsmesse på kirkegården kastede præsten tre skovle jord over den spedalskes hoved – og jog ham ud af byen med ordene:
»Min Ven, nu er du død for denne Verden«.
I Svendborg Amtstidende fra 31. januar 1911 fandt jeg en gruopvækkende beretning om den spedalske mand, der gik gennem Svendborgs gyder med en skralde bundet til stumperne af sine hænder. Rundt i byen tiggede den spedalske mand skillinger til mad hos,skrækslagne borgere, der var advaret, når lyden af skralden nærmede sig.